1.

I anledning af et billede
af tigerburfanger
brugt som dørmåtte
i forbindelse
med en agitationsuge
for organisationen

Amnesty International.

______________________ 

Første gang, så tænker man,
hvad i helvede tænker de på.
Anden gang, så skider man på det.
Tredje gang, så skider man på, at man skider på det.
Fjerde gang, så tænker man, det lort
bliver forhåbentlig snart fjernet.
De er da vist fra renlige hjem,
de Amnesty- folk,
ikke engang kommunister,
snarere det modsatte, de bedste
af dine egne.

Træder du på billedet af et menneske,
træder du på det menneske,
træder du på, hvad du føler for det menneske.
Det ved et hvert barn.
Sådan har et hvert menneske følt.
Kilde til al sand menneskelighed
ligger gemt i den løftede arm,
hvormed barnet søger at hindre dig i
at rive selv et dårligt billede af dig selv
i tusind stykker.
Måske er det, fordi
idealister af alle slags
glemmer den slags,
at afstumpetheden breder sig,
torturen blomstrer
på alle planer og niveauer,
selv på sensitivitetsplanet,
nålestiksplanet,
smartnessniveauet ?

Hvordan fanden går det til ?
Hvordan går det til,
at folk med tæpper på gulvene,
dørmåtter i rette farver
og højeste kulturelle smag
kan få så pervers en ide
i en så hellig sags tjeneste ?

Tror de da selv
det samme
som alverdens bødler
af hver en slags,
at målet helliger midlet ?
Måske var det alligevel en god udstilling ?
Måske har den alligevel ændret
bare enkeltes indstilling ?
Målmanden bliver møgbelortet.
Bolden bliver ulækker ad helvede til.
Støvlerne bliver umulige at forsølve.
Dommeren fløjte bliver konstant forsinket.
Linievogterne forbliver de samme mumier.
  Kurt E. Johansson

---

2.

DESORIENTERING 

 
Man fatter ikke,
hvordan noget, der begyndte
så helt anderledes,
kan ende så helt anderledes.

Man kan simpelthen
bare ikke
få det ind i knolden,
så det på den ene eller anden måde
kan komme ud igen
med et eller andet resultat
til følge.

Kurt E.Johansson

3.

Til Benny Andersen 
på hans 70-års dag

Alle søger at forsvare,
at de er så lykkelige,
som de er,
at de har det så godt,
som de har det,
at de er så rige
på så mange måder.
Alle søger at forsvare det
ved ikke at være det,
som de er,
ved at være lykkelige
på en ulykkelig måde,
ved at have det godt ad helvede til,
ved altid at sørge for
at føle sig fattig med god grund,
og sådan videre
i en i virkeligheden
ret så triviel hestegang.

Alle går rundt
og har allerhelvedes dårlig samvittighed
over, at de ikke har det,
at de tværtimod
har en allerhelvedes
god
samvittighed over
at deres familie
efter århundreders slid og slæb
endelig har fået det
hæderligt.

Det er faktisk ikke til at holde ud
med al den dårlige samvittighed.

De fleste har da også dårlig samvittighed over den.
De ved godt,
at det ville de kære forfædre trods alt
finde for meget af det gode.
Man kan faktisk komme til
at misunde dem
deres måde at omgås de rige på.
Det er simpelthen meget svært
ikke at længes efter
at omgås nogle rigtige kapitalistsvin,
men sådanne findes jo næsten
heller ikke mere
på de her breddegrader,
de findes jo mest
i udlandet.

Der mødes alle da også,
som de ikke mødes her.
Der finder vi hinanden.
Der glemmer vi at misunde hinanden
vore goder.
Der kan vi mødes i at misunde de andre
både deres fattigdom
og deres rigdom.
Hvor mærkeligt
med alle disse fattige,
som forstår den rige,
hellere end gerne
vil være som han/hende. 
  Kurt E. Johansson

---

digte af en anden

Transplantation

Digt som lever
et sted i dig
vækkes af
kærlighed, had, sorg
som frøet spirer
en regnvejrsdag:
ordene former dine læber,
former ansigtets folder,
digtet som lever
udskiller ord,
digt som nyrer,
digt som kirtler,
digt som organer
svære at undvære.
Transplantation
på tale
tit værre end tavshed. Per-Olof Johansson

---

  En nation af digtere

De digter allevegne, to og to, mange og alene.
De har særligt tøj på,  passende til aktiviteten,
men sjældent ens, reklamerer for hver sit, sig selv
eller fjerne lande.
I skoven møder man dem, særlig om morgenen,
særlig om eftermiddagen, på alle byens stier digter de,
langs åer og kanaler digter de, de digter om alt.
Om aftenen er hel flok digtere
med røde lygter på ryggen ved at vælte mig.
Ved særlige lejligheder samles de
i tusindvis i storbyerne, man ser dem i tætte klynger,
de fylder et hel stadion, de kommer i TV om aftenen,
og ved en særlig lejlighed - det store digtmarathon,
sidder hele søndagen hele nationen
klistret til skærmen for åndeløst
at se den bedste, hårdeste, sejeste, vildeste, kærligste
blive kåret til vinder, med en krans af laurbær og
smækkys på stribe.
Alle dyrker de digte ved siden af arbejdet,
de generer sig ikke, med topmave eller ikke,
nogle kommer i eliten, bliver verdensstjerner.
Men min egen form tæller også.
Der er mænd og kvinder, det er
drenge og piger, rene børn, sammen og alene.
Her kommer en far på 35, foran ser vi sønnen på 8.
Børn har fortrin med digte, lander naturligt på rette fod,
rygraden endnu ikke ødelagt af skrivebord.
De svæver afsted foran de gamle, elsker
at købe det rette udstyr.
Gamle holder ud med det de har.
Intervieweren i radioen får rappe svar.
Der er bid i den gamle, selv om tænderne skæver.

Per-Olof Johansson Trykt i Frederiksborg Amts Avis 1.5.1999
og i Per-Olof Johansson: Dagenes digte s. 14  
 

---

 
 
 

Improvisation

Det er stadig det mest nærliggende
at tage sig en blyant som skriver.
Jeg en dansker, trods mit svenske navn,
læser et brev fra en svensker, skrevet
på fransk, oversat til engelsk, skrevet
til en franskmand, hvor svenskeren siger nej til at skrive 
forordet til franskmandens udstillingskatalog
og franskmanden siger tak og bruger hans nej som forord,
og jeg tænker over
den mening nogen har: at al oversættelse
især af poesi, er principiel umulig.
Jeg ville for tre måneder siden skrive
et digt at komme i poesi online,
jeg skrev det aldrig.
Professoren er meget streng mod et lille vers,
som han ikke opdager bæres af en lille melodi,
han kalder det en stump havareret poesi.
Følg ruten på kortet men før kortet
var der kun vejen.
Måske er det ikke bogen og forfatteren jeg husker,
men den knap, der blev trykket på.
Måske var det ikke malerens motiv, der greb mig,
men den farve, jeg antog.
Jeg gør i dette øjeblik et brud på rationaliteten,
bureaukratiet, overlevelsesstrategien, mens
sproglegemet gemmer sig i hunkøn.
Skønt lampen blinker ringer radiatoren ikke.
 
  Per-Olof Johansson Dette digt gav i Politiken Online anledning til en lille digt-stafet, hvor den enes digt gav afsæt for det næste. Jeg bringer derfor sidste linie af det digt hvori jeg selv tog afsæt til et nyt. /poj
 

Improvisation

uden at minde mig om mig selv (Krabat)
 
 

nogen har simpelthen
drysset visne blade ud på trappen
nogen har simpelthen
grebet mig om struben
nogen har simpelthen
fået mig til at indse at
kommer køn foran kærlighed
er der uorden i ordbogen
Tårerne rendte hende ned ad kinderne
mens hun løftede os
Tårernes bølge bærer hende det sidste stykke
det er oprejsning
det er en hel sommerferie
det er ikke sandt siger vi
når det er det.
I pausen vokser en fugl, et træ, en vind.
 
  Per-Olof Johansson
 

eller hyperventilere for fuld musik (Kenneth Krabat)

Improvisation

ser hende
ser kun næsten ansigtet
det skær de kaldte uskyld
igennem denne sprække
søger lyset mig
forbereder mig grundigt
lægger alt andet til side
alle lader som om
krig er langt væk
vi aftaler at mødes
og jeg læser i avisen han er død
 
  Per-Olof Johansson
 

Improvisationsteater

afsted afsted (Inge-Margrethe Madsen)

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolf Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds "Ødipus" går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske "Ødipus"
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen -
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen, 
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat,i Thor Langes oversættelse
"styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden ".....
Den replik er skyld i en trappe. Per-Olof Johansson
 

---

 

Det er sommeren -

Der er skrevet for meget om sommeren,
byger der går og kommer,sjæleliv på vrangen, når bladene vender sig i vinden,
flygtende danskere til sydlige himmelstrøg,
regnen der vælter ned mens vi køber nyt regntøj,
katastrofen for iskagefabrikanter og så videre:
hadet til meteorologerne tager overhånd,
posten udebliver, kun forudprogrammerede fakturaer når frem,
vindmøllerne arbejder optimalt.
Jeg prøver at finde arbejdsrytmen fra marts måned,
en klar målsætningsdebat, gang i den fra time til time,
ingen huller i det program, ingen spildtid,
interessen for årstid, temperaturer og nedbør
og behovet for billeder af sol, sommer, nøgenhed og kys
henlagt til pausen, hvor jeg småsover.
Hvornår, hvorfra mon denne markbuket i blå lerkande
med rødlilla blåhat, hundegræs, gule smørblomster, hvid vild gulerod, 
hvid aftenpragtstjerne, blå tveskægget ærenpris,
og så gule smørblomstkronblade og blomsterstøv på bordet:
der må være en anden verden. Per-Olof Johansson
 

Kære Kollega

(i Wislawa Szymborska: En kat i en tom lejlighed.)
 
 

Du som af julemanden
ikke har ønsket en Faxe-fad med væge,
to miniature lysestager,
en isske, et spaghetti-glas, et slankemiddel,
et puslespil, en pose julekonfekt,
to stykker sæbe,
en pakke servietter med to stearinlys:
du fortjener virkelig at vågne op
til en kat i en tom lejlighed.
 
  Per-Olof Johansson

---

 
 

Tilbage til oversigt / Back to front | Tilbage til top / Back to top | Per-Olof Johansson, DK
 
 

---

---