DEBATFORUM WWW | Per-Olof Johansson| johansso@post3.tele.dk | Blog


Lillerød på plakaten

Dr. Dante på Aveny sagde farvel med en forestilling de kaldte 'Lillerød - byen som forsvandt'. De kaldte det en 'teaterkoncert'. Som Lillerødder satte det nogle tanker i sving hos mig. Jeg skrev artiklen inden jeg havde set forestillingen. Artiklen handler om det sted, som forestillingen tog udgangspunkt i. Den kan læses som 'baggrundsstof'- også her bagefter. Hvem ved - måske kommer Lillerød på plakaten igen.
videre.....
Lillerød ca. 1916:

To drenge for enden af en bro ud i vandhullet ved spånkurvefabrikken på Tokkekøbvej.

De kan opfattes som symboler på udviklingen.

Tv står min far, 2. generationsindvandreren Arvid Johansson og til højre københavneren Stig Lommer, pensionatsgæst sammen med familien i Lillerød hos min farmor. Senere blev han revykonge og ejer af - Aveny.

 

'Lillerød - byen som forsvandt' var en strålende forestilling. Udgangspunktet var godtnok den konkrete by men historien er aldeles almen. Her er vejen på nettet til Dr. Dante, hvor man også finder tekster m.v.


Gå til Dr.Dante på Aveny
Tak til www.aok.dk for billedet!

Født og opvokset i Sverige, tilbragte min fars forældre 11 år i Wolgast i Pommeren. 1900 flyttede de til Danmark med tre børn. 1902 kom de til Allerød, hvor Pappa fødtes 1906. Læs om baggrunden på nettet:

A Personal History of Splint Basketry in Denmark and Sweden

videre......til Lillerød på Plakaten

 

 

 
Hent artiklen som
Word dokument

Dr.Dante har lavet et
tekstarkiv på nettet:
Dr. Dante manuskripter

Læs om forstillingen Lillerød
Læse om 'Lillerød'

download tekst til forestillingen
download tekst til Dr. Dantes forestilling 'Lillerød'


Måske synopsis:
til et teaters fødsel..

Artikel af poj i anledning af debatten
om kunst og dagenge. 090108


Lillerød på plakaten

Per-Olof Johansson

Et lille digt af Henrik Nordbrandt hedder Lillerød. Han vender tilbage til en barndomsby - på motorcykel, runder nogle hjørner, mindes barndommens elendighed og identificerer den med stedet, tror jeg. Motorcyklen forstår jeg som et godt middel til at komme væk i en fart!

Lillerød er ikke meget hjemsøgt af turister. I dag vil de endog have vanskeligt ved at finde byen. Da byens station endnu bar samme navn som byen, stod der i en gammel rejsefører, at her ' er ingen anledning til at forlade kupeen'. Sidste stop før Hillerød.

Dr. Dante på Aveny har lavet en forestilling som hedder Lillerød. Altså må man tro, at man i en periode vil kunne se teaterplakater med det uskyldige navn. Byen, som troede navnet taget af plakaten er på igen!

Det er et navn, der siden jernbanen kom til byen i 1864 har skabt problemer. Efter at have haft sit navn i 7-800 år irriterede det DSB, fordi det kunne forveksles med det nærliggende Hillerød. Hvorfor skal det altid gå ud over de små? Hillerød kunne meget naturligere hedde Frederiksborg, som så naturligvis kunne forveksles med Fredensborg. I hvert fald, Lillerøds navn var en torn i øjet på DSB i næsten 100 år, til de egenmægtigt ændrede stationens navn til Allerød i 1952.

Der er gode grunde til at vælge netop navnet Allerød, for det hed den fælles telefoncentral for Lillerød og Blovstrød, opkaldt efter en lille flække de to kommuner var næsten fælles om - den lå klinet til Lillerød men var del af nabokommunen. Derfor kom også 'storkommunen' som forenede Lillerød, Blovstrød og Lynge-Uggeløse til at hedde Allerød i 1970. Lillerød blev kommunens centrale byområde og kaldes af gud og hvermand for Allerød - de fleste ved ikke bedre. Byen hedder nemlig fortsat Lillerød, en skole hedder Lillerød Skole, kirken hedder Lillerød Kirke, idrætsforeningen hedder Lillerød, badmintonklubben, den glorværdige, ikke at forglemme. For at slippe for at nævne navnet Lillerød kalder kommunen den gerne for 'bymidten'. En vej gennem bymidten apostroferer dog navnet - den hedder 'Lilledal'.

For de fleste tilflyttere er det en temmelig ligegyldig historie. Den irriterer dem, hvis den fortælles. De har nu engang vænnet sig til at bo i Allerød og dermed basta.

Havde det ikke været for en eller anden statslig styrelse, sikkert kort-og matrikelstyrelsen, så havde bynavnet Lillerød også været raderet ud på alle kort. Men det har været stædigt og i egentligste forstand konservativt konserverende. Lillerød hedder Lillerød basta. Allerød kan få lov til at sætte et skilt op sammen med 'Lillerød', det må Allerødderne klare sig med.

Selvom stationen havde ændret navn og postadressen med den, så kunne man da i 50' erne ikke drømme om at sige, at man boede i Allerød. Det var nemlig ikke med den uskyldige telefoncentral man forbandt navnet (den lå da heller ikke i Allerød men i Lillerød, 50 m. fra nuværende Mungopark Teater) men der i mod med 'Allerødbisserne'. Selv når man ikke var medlem af den lokale bande i Lillerød, var det alligevel 'vores'. Den hed ikke noget med Lillerød men 'Frankerbanden' fordi Frank var - ja gad vist hvad vi kaldte det - det burde nok være høvding. Skulle man absolut skrive Allerød i afsenderadressen skrev man Lillerød pr. Allerød.

Navnesagen er een ting. Men på baggrund af 'udviklingen' fik den symbolkarakter. Den lille søvnige stationsby blev forvandlet til en søvnig københavnerforstad. Aladdin fik sit slot flyttet ud i ørkenen af Nouredin - da Lillerød blev til Allerød blev den en del af det rundt-om-København-liggende allemandsland. Udviklingen stod i højsædet, det vil sige 'byudviklingen', som altså også kunne kaldes 'byafviklingen' fordi den lokale identitet gik fløjten. Og det er derved at navnehistorien bliver vigtig og signifikant. Identitet kan jo ikke altid være for det gode - men værre endnu er ingen identitet. Lillerød er forsvundet som identitet - men Allerød er knap nok født.

På dette punkt er det sikkert meget let at vikle sig ind i noget sludder og vrøvl. Eller let at blive misforstået. For hvad er et steds identitet? Når det er menneskets identitet vi snakker om, så er det alvor - men stedets - er det ikke blot noget for turistbranchen? Selvfølgelig vil opfattelsen af et steds identitet være afhængigt af hvem vi taler med. Men vi kan vel ikke tale om Københavns identitet uden at inddrage så håndgribelige størrelser som kongehus og statsstyret? På samme måde er der andre faktorer de fleste vil have med , geografien, naturen, arkitekturen.

Den helt store usikkerhedsfaktor er imidlertid 'egne oplevelser'. Den som har forladt barndomsegnen, barndomsbyen identificerer stedet med egen barndom. Den være sig ulykkelig eller lykkelig eller indifferent. Hvem skulle ved starten af Dr. Dantes drastiske renovationsshow have forestillet sig, at de ville takke af med en forestilling om deres hjemby? Bortset fra det studentikose spexartede udgangspunkt så var deres bud på et totalteater et ambitiøst kosmopolitisk projekt. Hjembyen var dengang i tanken allerede et forladt sted. At afrejsen tog tid skyldes jo at hjemkommunen pludselig viste sig fra en generøs side og gav mulighed for en tumleplads. Egentligt forunderligt i forhold til hvad der ikke lykkedes. Elementerne i regnestykket så måske sådan ud: en bygning man ikke kunne bekvemme sig til at rive ned. Man havde fået ejeren ud og hans butik nedlagt. Huset kunne måske blive udsat for at blive besat? Så var det vel bedre det var i brug til et eller andet? Og så skyggen af 'the hidden hand' der fik forslaget på bordet i det rette forum i det rette øjeblik. Jeg ved det ikke, men erfaringen siger, at der må være tale om to personer med hver sin politiske observans der gjorde dette muligt.

At Lillerød kan være et godt tema for et teaterprojekt ligger i at det giver anledning til at overveje 'udviklingen'. Stedet er egentlig forladt, identiteten er i den grad forvandlet til ukendelighed.

Hvilken ny identitet er så opstået? Måske er den der, men jeg tror ikke den endnu er forløst, selvom om vi er nogle som bevidst i årtier har arbejdet på at hive de elementer frem, som vi synes burde være med til at konstituere den nye identitet.

Hvordan får vi historien med? Først og fremmest må vi jo kende den - og det er ikke så let et projekt. Lokalhistorien får let en nostalgisk karakter. Hvis man ikke ved hvad man skal bruge historien til bliver det blot til verdensfjerne uforpligtende løjer. Men hvis man nu tror det er vigtigt ikke kun med egen identitet men også med stedets - så er historien jo alvor. Og med den 'udvikling' som området som i dag hedder Allerød har gennemgået, ser det ud som om 'udvikling' simpelthen er blevet en del af identiteten, selvom den er svær at fange i kort begreb. Og det er her sagen brænder på også for andre end de lokale.

Lokalt er det et handicap, at der ikke er de naturlige grænser, der får bagtroppen med på projektet! Så må man jo gå andre veje. Man må associere lidt vildt, samle i bunke og se hvad der kan bruges. Jamen hov, Aveny. Altså nu var jeg jo lige ved at blive seriøs og så - snubler jeg over ordet. Jeg får pludselig øje på Stig Lommer. Bortset fra at jeg har set ham på fjernsynet, så har jeg aldrig set nogen forestilling af ham live. Men den cigarrygende milde herres billede har jeg tit set for mig. Han har jo ejet det teater danterne spiller på. Han har selvfølgelig ikke noget med Lillerød at gøre - eller hvad tror læseren? Indbegrebet af dansk storby - skaberen af et dansk Follies Bergere - det var da opfattelsen ude i landet, selvom 'revy' er noget andet. Jo minsandten - der står han engang i begyndelsen af 1900-tallet, lad os gætte på 1914, på kanten af vandhullet ved spånkurvefabrikken i Lillerød sammen med Pappa. Hvad lavede han der? Eller hvad laver 'de' der? De står og repræsenterer 'udviklingen'. De står i Lillerød, men Pappa er faktisk født i flækken Allerød som 2. generations indvandrer. Og Stig Lommer er byboen 'københavneren' som er på landet. Farmor havde åbenbart en slags sommerpension og i nogle år kom familien Lommer og boede på stedet. Lillerød var på landet. Helt op i fyrrene fortsatte en sådan trafik, man kan i lokalpressen finde notitser om at direktør dit og dat med familien er rykket ud i sommerhuset!

Der er meget langt fra den lille stationsby Lillerød før 1. verdenskrig til dette nye århundrede. Lillerød er virkeliggørelsen af folkemindeforskeren Lauritz Bødkers karakteristik af Danmark i 1972: ' I dag er Danmark et udpræget emmigrationsland indenfor landets grænser'. I 1901 boede der ca. 4000 mennesker i det som i dag er Allerød Kommune - nu er det 20.000 flere. Ikke mærkeligt at identiteten ikke kunne følge med. Den lille landsby blev til en stationsby og stationsbyen fik fabrikker og trak mennesker til byen. Lidt senere blev byen opfattet som et Københavns-nært område, men som billedet viser, så havde københavnerne allerede tidligt i århundredet opdaget at stedet havde nogle kvaliteter, som den gamle rejsefører ikke havde blik for. Der var ingen prangende monumenter men der var natur.

Jeg kender kun ganske få mennesker, som kan føre deres stamtræ tilbage på dette sted på den anden side af 1900 tallet for ikke at sige længere. Men en del af stedets naturværdier er bevaret, især når vi ser Allerød Kommune som den nye helhed.

For nogle af os, er det nok skovene som står stærkest som stedets identitet fra barndommen af. Voksenfrit område af umådelige udstrækninger, vi lod os ikke begrænse af hverken sogne eller kommunegrænser, det var bare 'vores'.

Men udviklingen måtte nødvendigvis ske på bekostning af naturværdier. Man kan ikke anbringe yderligere 20.000 mennesker på den klat jord uden naturområderne indskrænkes. Det helt store spørgsmål er, hvordan man gør det på en rimelig måde. Dér er det, at to identitetsopfattelser strides. Så snart man er flyttet til stedet, har man mulighed for at føle sig hjemme. Man har grebet fat i sit lille hjørne af nedlagt natur og mener, at nu skal der absolut ikke ske mere! Andre har ikke blik for den side af sagen og tror man kan blive ved med at bygge huse, fabrikker, IT-domiciler uden at stedets identitet lider skade.

En fabrik som kom til at betyde noget positivt i det store identitetsbillede var møbelfabrikken Fritz Hansen. Fra slutningen af 30'erne gav den sig til at producere 'livsstil'. Med verdensberømmelsen voksede også en lokal berømmelse, ikke kun på grund af at så mange rent faktisk levede af at arbejde på fabrikken. Men var man ansat på 'FH' kunne man også købe møblerne billigt, så det som siden blev møbelklassikere kom tidligt til at stå i ganske almindelige hjem i Lillerød. Og vi sad i de møbler på skolerne. Da der var røster fremme om FH's forurening af det nærliggende boligkvarter vakte det store kvaler. Vi vil da ikke af med FH, vi kan da ikke have de bare rejse til en anden kommune. Ikke en let kabale at få til at gå op.

Et eksempel på at det med stedets identitet er knyttet til personlige oplevelser kan nævnes i denne forbindelse. Anna Andersen var født og opvokset i flækken Allerød i 1913, bag et hus som hed 'Allerøds Minde', på grænsen til Lillerød. I sin barndom var hun avispige og et af de steder hun kom med aviser var til ejeren af Fritz Hansens møbelfabrik. Hun var vist temmelig ligeglad med FH-stole, for hendes barndoms oplevelser når hun skulle aflevere avisen i villaen var i den grad negative. Nogle store hunde og hovne børn gjorde udslaget - for livet. Min egen farmor fik post mortem også et drag over nakken for en lille gal køter. Hendes barndomsbillede af Lillerød var, at det var et ildelugtende sted fordi alle - og ikke kun gårdene - holdt svin. Bunden af samfundet havde et hårdt liv - også i Lillerød. Når hun skrev sine erindringer, kunne hun ikke lade være med at trække tråden op til nutiden og til nutidens uretfærdigheder. Ingen skulle komme til hende og viske modsætningerne mellem rig og fattig ud med nostalgisk tungetale!

For danterne sker bruddet mellem 'Lillerød' og Allerød i 1960'erne og 70'erne. Det er deres egen oplevelsestid. Det er et brud, som skete århundredet igennem. Det startede ikke i et hygge-nykke samfund for at udvikle sig til det værre. Det startede en udvikling som ikke kun har bud til et lokalsamfund, men som handler om hele verden. Det er en linje som Anna Andersen trak op, fra århundredets start og som rækker derudover. Jeg giver hende ordet til den afsluttende lektie:

Frøkenen som boede til leje i forhuset, kunne hverken læse eller skrive, så hendes mor måtte læse hendes breve højt. Hun var stolt af at komme sammen med såkaldte 'fine folk'. Hendes søskende var ugifte og efterhånden som de døde, arvede hun dem.

En dag kom der brev om, at endnu en søster var død, og før mor var færdig med brevet stod frøkenen rejseklar. Hun kom hjem om aftenen med en krukke gammelt fedt, som hun gav mor med en bemærkning om, at den kunne hendes unger nok spise. Selv om vi ikke var forvænt, satte mor alligevel en grænse og smed det mugne fedt ud.

Søsterens bo blev gjort op lige til jul og de fine folk i København skulle have 100 kroner i julegave. Nogle mindre fine skulle have 50 kr. og til mor sagde hun: 'De madam Frederiksen er så fattig, så de bliver nok glad for 10 kr.'.

Det var den underkuelse og mangel på selvrespekt, som herskede mellem fattigfolk. For 10 kr. kunne et menneske blive ydmyget og oven i købet sige tak.

Fattigdom er nedværdigelse for de fattige. Det må være en menneskeret, at alle får del i de goder, som findes på jorden. Alle har krav på en tålelig tilværelse. Lukker vi op for TV, kommer den menneskelige nød lige ind i vor stue, og vi har et medansvar for U-landenes nød. Også de har ret til at udvikle sig normalt og få del i denne verdens goder.

Findes der en statue af en forslidt rengøringskone eller en forslidt teglværksarbejder? Hvem indvier børneinstitutioner eller døber skibe! Man siger nok, at solen skinner lige meget på rige og fattige, men den skinner nu mest på de rige!.'

Det var passager som den sidste der gjorde, at vi ikke kunne få nogen til at sige god for en udgivelse af hendes erindringer. Der var for mange meninger om konsekvenserne for nutiden af fortiden. På Frilandsmuseet står der i et af de gamle huse en barselspotte, hvorpå der står ordet 'Allerødsminde'. Det hed altså forhuset hvor Anna boede i baggården. Det er en flot barselspotte og nogle får måske helt harmoniske nostalgiske tanker ved at se den. Når jeg ser den, tænker jeg på Annas budskab til Allerød.

 

 


DEBATFORUM WWW | Per-Olof Johansson| johansso@post3.tele.dk