www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Blog


 

Drøm, virkelighed og forestilling.

Af Per-Olof Johansson

Kronik 28. maj 1996

16. marts 2010: Som webmaster har man en anden opgave end tidsskriftsredaktørerne i gamle dage. Dengang forsvandt det udgivne nummer bag en, take it or leave it - med dets eventuelle fejl og mangler. I vore dage skal der ske en løbende vedligeholdelse. Det er ganske uoverkommeligt, men man skal overveje om noget skal helt væk, om det skal rettes, om der skal suppleres, forældede link slettes, nye tilføjes. Ja måske er der blevet skiftet server så adressen skal skiftes, som jeg nu har været ude for det i efteråret med to servere. Under et sådant eftersyn ramler jeg ned i denne artikel og finder et manglende r i virtual reality. For at finde det, måtte jeg jo læse artiklen. Det mærkelige er, at jeg står helt og fuldt ved den, ville gerne have skrevet den til morgen! Kronik har jeg skrevet, men ingen ville trykke den og så kom den på nettet. Bortset fra denne tilføjelse og opsætning og tegning er intet ændret.

Det er svært at gå på arbejde idag. Jeg har haft en drøm. En drøm som - mens den varede -helt havde udvisket, at den anden i drømmen har været død i flere år.
Da jeg er helt vågen og erkender dette skel mellem drøm og virkelighed, ved jeg ikke om jeg skal le eller græde. Le - fordi jeg har føjet en ny dejlig erindring til de øvrige. Eller græde - over savnet.
Hvis jeg af tvingende grunde havde været oppe hele natten, ville jeg ringe afbud til arbejdet. Men de kræfter, som denne drøm har anvendt, må jeg efter gængs opfattelse lade som om er ubrugte. Et stort felt af min bevidsthed er travlt optaget af oplevelsen i nat, men "the show must go on". Den virkelige virkelighed får en hård dag.

I min ungdom læste jeg Aage og Else af Harald Kidde om drengen Tue, der helt forkvakler sit liv ved at leve mere med de døde end med de levende. Jeg kan huske, at jeg læste om andres oplevelse af den bog. De havde opfattet den som farlig, som om den missionerede for Tues valg. Jeg tror de læste den sådan, fordi de følte sig draget af det valg. For mig var den beskrivelsen af en tilstand, jeg kendte fra mig selv, og befrielsen var pigen Lull, som nægtede at følge Tues eksempel.

I indvielsernes højere grader kan det godt være, at mennesker kan få styr på drømmene. Om os andre gælder vel, at vi må tage dem, som de kommer. Vi kan være så behændige at glemme dem. Men i høj grad delagtige i drømmen føler vi os dog ikke ansvarlige for, at de er der. Så hvor jeg i vågen tilstand efterstræber et liv med de levende, svarer min drøm igen med samtaler med de døde. Tanker og drømme er toldfrie, så jeg har aldrig ret forstået at drømmene skulle behøve at skjule deres indhold. Men det gør de jo, og hvorfor så? Er det fordi vi ikke kan tåle de sandheder, de formidler - eller vil de os simpelthen noget fundamentalt andet end det orgie af løsslupne billeder som psykologer afdækker bag den absurde drøm?

Og hvor går grænsen mellem det vi forestiller os bevidst, eller som invaderer vores bevidsthed i vågen tilstand - og så drømme. Det forekommer vigtigere end nogensinde at rede de tråde ud, i den grad som andre forestillinger væltes ned over os, og ofte påstås at gøre os medskyldige i alverdens elendighed. Vi ved den findes, vi ser den sammen på skærmen, i aviserne, på filmen. Hvor begynder jeg i alt dette?

Når det er vigtigt at vide det, skyldes det blandt andet noget med udstrækningen af mit ansvar for verdens gang Da er det jo genialt at have nogle regler at følge.
I Matthæus-evangeliet refereres Jesus for at have sagt: I har hørt, der er sagt: "Du må ikke bedrive hor". Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.
Nogle synes, det er meget vigtigt i denne sammenhæng at vide, om der har været denne Jesus, og om han virkelig har sagt det. Da evangelierne er en lang appel til den enkelte forekommer det spørgsmål af mindre vægt, da værdien under alle omstændigheder skal omprøves og optages på egen vis af den enkelte. For: hvad mener jeg om det udsagn, kan det være rigtigt? Har mine forestillinger en så omfattende betydning?
Borgerligt set, i forhold til såvel personen som retssamfundet må der nu engang være forskel på vore forestillinger og faktisk udførte handlinger. Men det er set mere end eengang i historien, at herskerne har forsøgt at bilde menneskene noget andet ind. I Jung Changs bog om "Tre døtre af Kina" får man klar besked om hvordan sådan noget går for sig i dette århundrede. Kan det siges kortere end med mottoet: Hvor der er en vilje til at dømme, er der beviser.

På den anden side - moralsk set, forekommer det mig, at der er noget om det. Så er det bedøvende ligegyldigt, at hor idag i vort samfund ikke strider mod de flestes samvittighed. Handlingen hor kan jo udskiftes med noget andet, som vi idag på ganske anden vis finder kriminelt. At lader det bero på at eksemplet er hor, er typisk flugt fra det problem, der er til behandling.
Hvis der er noget om det - hvor går så grænsen? Da de fleste af vore overvejelser bevæger sig gennem forestillinger af denne art, som snart godtages af os, snart forkastes, ville vi hurtigt sætte bom for megen af vores tænkning, hvis vi virkelig skulle være vort eget tankepoliti på den måde.

Det må jvf. Jesus være urgammelt at have behov for denne debat. Men nutidens billedbrug har gjort behovet åbenbart. Kan vi se på hvadsomhelst, i hovedet, i avisen, på skærmen, på filmlærredet og alligevel forblive de uskyldige lam, vi indbilder os, vi er, fem minutter efter at have købt billetten.

I filmen The Piano ser man nogle indfødte på NEW ZEALAND misforstå en teaterscene og derfor aktivt gribe ind for at forsvare ridder Blåskægs næste offer. Meget morsomt, men egentlig også mere sympatisk end ens egen tro på at være udenfor.

Når jeg har svært ved abstrakt at sætte det skel, jeg trods alt fornemmer, kan jeg jo prøve at se på, hvad jeg gør og ikke gør. Jeg gik f.eks. ikke hen og så Holocaust i biografen, jeg undgik at se den i fjernsynet. På samme vis går jeg ikke hen og ser Schindlers Liste, eller ser den i fjernsynet. 
Det er jo ikke fordi, jeg benægter de kendsgerninger, der ligger bag dem. Tvært imod vil jeg sige. En sparsom billeddokumentation om koncentrationslejre og diverse tal gør, at jeg er fuldstændig sikker på fakta i den sag. Men man er da også overbevist om, at det kræver stærke midler at fastholde, at det virkelig var så galt. 
Så den der skal se de film, skal altså efter min overbevisning, se dem af nødvendighed. Målet med de film er ifølge min forestilling allerede opnået hos mig, jeg vil ikke se dem.

Vi - vi i vor tid - vi i vesten - vi som er opdraget på den og den måde - er så overbeviste om et skel mellem religion og videnskab. Vi kalder det tro og viden. Men ser man nærmere efter er det ikke så let at placere det skel.
Religionerne holder sig ikke alene til åbenbaringer, men gebærder sig i denne verden efter almindelig fornuft, ser sig om før man går over gaden, tager regnfrakke på, når det ser ud til regn osv. Og videnskaben bygger ikke udelukkende på sandheder, der kan efterprøves eller eksperimenteres. Lægevidenskaben er en videnskab men intet menneske lever ifølge den to gange. Og sådan gælder det i mangfoldige situationer, verden står ikke stille og det er ikke så sikkert vi kan gentage et eksperiment fra 1600-tallet i år 2000 fordi der er så meget der er forandret på alle fronter. Selv i de fineste eksperimenter vil der være elementer, der ikke er under kontrol. Snakken om at videnskabens sandheder skal kunne efterprøves, er en tankemæssig idealtilstand som vi ikke kan leve op til. Hver sæson byder da også på nye videnskabelig opdagelser, som skyder gamle i sænk.

Rent ekspermintelt kunne vi tale om videnskaben som en tro blandt andre. Den har sine fundamentalister, som overhovedet ikke er indstillet på eksperimenter med sandheden. Når de angiver nogle principper for vejen til sandheden henviser de til deres trossætninger, men i følge deres egen opfattelse til hvordan verden ER.
Det er hvad enhver religiøs fundamentalist ville gøre.
Som lunken tilhænger af videnskabstroen, er den selvfølgelig vanskelig at diskutere. Derfor sker det ikke så sjældent, at vi istedet for debatten får en omvendelse. Så får vedkommende et nyt punkt at debattere udfra. Så kan hele videnskabstroen forkastes, sådant principielt, skønt vi kan tvivle på, om opgøret nu også var så konsekvent, som det annonceres.

I vort eget livs eksperiment kan vi ikke udelukkende holde os til andre, vi ved vi er ganske unikke. Jeg skal finde ud af hvad jeg skal gøre, og jeg griber tit fejl, men jeg måtte sætte foden på isen for at prøve om den kunne bære. Selv når vi følger flokken er det sådan.

Vort liv er handling. En af videnskabstroens store fejltagelser er måske, at den har prøvet at bilde os ind, at vi kunne tænke frigjort fra handlingen. At tanke var een ting og virkelighed noget andet.

Lignelsen om kvinden som var grebet i hor virker jo noget uskyldig idag. Ifølge Jesus har den, som har set på kvinden og begæret hende allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Hvad kan han mene?
Måske udtaler han sig slet ikke om, hvorvidt hor er syndig.
Men hvis det er synd, så er synden begået allerede ved tanken herom. Derefter appellerer han til, at den som er ren, skal kaste den første sten.
Notabene, han kaster ingen, og ingen andre heller, åbenbart fordi ingen, heller ikke han, kunne sige sig fri for denne synd.
Hvis det var i Danmark idag måtte vi sige, at hvis mand og kvinde var enige om forholdet, kan vi ikke se noget forkert idet. Vi anskuer det nærmest samfundsmæssigt, hvad det kan betyde for parternes relationer til andre, familie, børn osv. Det er der vi eventuelt også lægger en moralsk dom ind.

I moderne version lyder historien måske derfor lidt anderledes. På torvet er det denne gang ikke kvinden, som er grebet i hor, der føres frem, men nogle Hells Angels i TV.
Her talte man ikke om, synden ved at forestille sig noget. Her var tale om at samleje, med hvem det passede - manden. En publikummer udtrykte det helt klart: han tog når muligheden var der, og hvad den anden, kvinden, tænkte eller følte, måske forventede efterfølgende var ham aldeles uvedkommende. Her er ingen fordømmelse af begæret, men her er begæret overdommer. Så med hensyn til virkelighedsopfattelsen er afstanden ikke så stor. Det er begæret, der i begge tilfælde udtrykker virkeligheden. Hvor jeg har svært ved at se synden, hos kvinden grebet i hor er jeg ikke i tvivl om min dom i den nutidige version. Det er både synd, skam og på grænsen til det kriminelle. Men jeg må indrømme at mennesker, der lever på den måde derudover også har frigjort sig fra noget, der ellers har karakteriseret vores kulturkreds. For dem er tanke ikke én ting og handling noget andet.

I al opøvelse er der et spring mellem øvelse og handling. Prøv først sådan og sådan. Og så nærmere vi os mere og mere til den virkelige situation.
Sådan øver vi også os selv. Vi forestiller os den og den situation ind. Vi lægger en plan. Skriver talen ned.
Nutidens teknik har raffineret metoden, når vi har en simulator, hvor alt ligner virkeligheden. Cockpittet er et cockpit, instrumenterne fungerer, alt fungerer, bortset fra at simulatoren står på jorden. I fantasierne som et fremtidigt cyberspace indgår også en brug af simulatorer, og den verden vedkommende går ind i kaldes den skinbarlige virkelighed, virtual reality. Det er fiktion som realitet. Diverse nutidige computerspil er kun en bleg glans af, hvad engang kan realiseres ad den vej. Du vil have været det hele igennem, men ingen er døde, ingen børn fødes, ingen kvinde krænkes, alt er foregået i dit hovede. Ja måske endda også i en andens hovede, men det der er foregået er et spil, som tænkes at være slut, når du lægger elektroderne fra dig.

En passant vil jeg lige pege på, at du også i den verden vil kunne bedrages. Du tror måske det var et spil. Men faktisk viser det sig, at du har sendt bombefly afsted, du har udraderet millioner, du har ført en ubåd frem til sikker havn. Hvis vi tror, vi påfører andre smerte , vil vi føle skyld, det har eksperimenter jo vist, men hvad den anden vej, er det ikke også sandt, at demagoger har løftet skylden af nogles skuldre, i hvert fald for en tid.

Men videre med hovedsagen. For hovedsagen er spørgsmålet, om forestillingen er ansvarsfri.
Jeg tog udgangspunkt i drømmene, for nok er jeg blandet ind i dem, men jeg oplever dem som en verden for sig, og vil rationelt svare, at for dem er jeg uden ansvar. Hvorfor oplever jeg det så på en anden måde. Ansvaret for noget i drømmen tynger mig jo tit værre, end noget i den borgerlige virkelighed. Jeg vil kunne gå med til, at forestillingen ligger på grænsen til handling men mener jeg også at drømmen er handling?

Forfattere har i tidens løb været mange forestillinger igennem, uden vi vil kalde dem skyldige, i alt de fremlægger. Men i tidens løb er de tit blevet fordømt og dømt i samtiden, belagt med censur, deres bøger brændt osv. Enten tager vi bare deres forestillinger for strafværdige eller også, hvilket også er en yderlighed, som nul og nix. Brændpunktet selv går vi uden om. Dømmer vi dem - dømmer vi os selv.
Går vi uden om - er det måske tilsvarende noget vigtigt hos os selv vi ignorerer.

Hvad jeg her prøver på, er ikke at se på samfundsaspektet af spørgsmålet, men den side af sagen som vedrører lige netop mig. Ikke abstrakt enhver for han findes ikke, men mig selv som målestok: Hvordan har du det med Jesus?
Jeg har det dårligt med alle de forestillinger, som vælter ind over mig fra medierne om vold, ødelæggelse osv hvad enten den er konstrueret eller faktisk. Umiddelbart har jeg det let med den konstruerede vold, i det øjeblik jeg ser, læser om den, men ikke senere. Jeg synes helt enkelt, den fylder for meget. Som man måske kan forstå, synes jeg stadig lignelsen er rammende. Jeg må se den i dens historiske ramme for at fatte den, men så kan jeg også se, at vi idag slås med noget der ligner. Vi fordømmer andre for handlinger, vi allerede selv har begået i vores hjerte. Vi dækker os bag loven og samfundets nødvendigheder, men magter ikke at udvise tolerance og forståelse for andre, fordi vi ville misforstå os selv og tro det var accept.

Fordi vi stræber mod, at mennesker skal optræde godt overfor hinanden, er det vel ikke ensbetydende med, at vi er blinde idioter, der også tror at mennesker er gode? Såvidt jeg kan se, forudsætter kristendommen, at alle mennesker er syndere, så det er svært at forstå, hvis det er kristendommen der er skyld i, at vold blomstrer som modbillede. 

Hvad er det at gøre noget i sit hjerte? Idag ville vi vel egentlig sige: i hovedet. Virtual Reality har jo været den skinbarlige realitet i mange herrens år for mange af os. Vi kan høre ting, som kun vi hører, føle kroppe, som kun vi føler, smage hvad kun vi selv smager osv. Det er noget vi kæmper for at komme væk fra ikke ind i. Vi behøver ikke betale for at komme i nærheden af det.

Problemet er snarere, at hovedet eller hjertet vil det og det og finder det og det rigtigt osv, mens kroppen ikke vil eller kulturen ikke vil.

Prognoser betyder i dag nærmest sandsynlighed, men en gang var det forudsigelse. Oveni virtual reality kommer forudsigeligheden, ja for hvis du selv kan vælge kan du også bestemme. Måske er det der ligger bag megen livsangst, at vi er bestemt af en række valg, vi har foretaget, eller som er foretaget i verden, og derfor er verden forudsigelig, for hver den som kan se det.
Hvad skal vi bruge den forudsigelighed til. Som regel er det ulykker som forudses, det kan nu også være småting, og tit går det først op for os bagefter. Det er et svært område at dokumentere, og dokumentationen kommer ikke denne sag ved: Det er nok at den enkelte tror, det forholder sig sådan. Hvad gør vi så? Hvis vi vælger ikke at handle derefter men blot henleve vort liv i angst for alt det som vil indtræffe - hvad liv er det? Det er en måde at slippe for ansvaret på.

Og der er det, jeg er af den mening, at Jesushistorien ikke er så langt væk. Der foregår ting på den indre front, og vi er ikke ansvarsfri der heller, selvom vi bilder os det ind. Det vil sige, at selv om vi ikke rigtig kan gøre noget ved de store problemer i Afrika, LosAngeles og Moskva, så er der stadig noget, der skal ryddes op i og tages ansvar for. Som der stod i den gamle læsebog: Det er dig, fablen handler om.  

***

 
 


www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@